Kunstens elite Kunst og magt
Når du kommer ind på et kunstmuseum, hænger der malerier på væggene, der står skulpturer på gulvet, og der er installationer, du kan træde ind i. Men det er kun en brøkdel, du ser – for under dine fødder eller i hemmelige tilstødende lokaler er der magasiner fyldt med kunst. Dette udgør museernes samlinger, og bag dem ligger magtfulde bevægelser, der former dem. Mikkel Bogh, direktør på Statens Museum for Kunst, vil gøre os klogere på, hvilke kræfter, der ligger bag en samling:
”På Statens Museum for Kunst har vi faktisk over 600 års tysk kunst repræsenteret. Men her skal det nævnes, at det faktum, at Danmark og Tyskland har haft vanskeligheder i deres relationer, har gjort, at vi har huller i samlingen. Dette går helt tilbage til guldalderen i 1800-tallet, hvor der var visse tyske kunstnere, som var anerkendte, men også problematiske set i danske kunsthistorikeres øjne”
Flere kunstnere, såsom Louis Gurlitt og Caspar David Friedrich, var for eksempel anerkendte af kongen, men ikke nødvendigvis af kunsthistorikerne. En af de kunsthistorikere der havde megen indflydelse var N.L. Høyen, som ellers var velrejst i Tyskland og var fortaler for den tyske kunst i 1820’erne og 1830’erne.
”Men i 40’erne skiftede Høyen mening. Han var pludselig overbevist om, at der var et behov for en nordisk og national kunst. Hans fokus skiftede til en særlig dansk folkelighed i kunsten, og hans indflydelse betyder, at færre museer indsamler kunstnere med tysk baggrund. Vi er sidenhen blevet bedre til at indhente kunstnerne igen. Men de blev klart valgt fra på Høyens tid.”
Men man skal passe på med at sige, at det aldrig vil ske igen – for det er blevet sagt nok så mange gange i historien. Man skal nærmere være bevidst om, at vi kan overse ting, og arbejde aktivt på at indhente det igen
Mikkel Bogh
Direktør på Statens Museum for Kunst
Museernes modvilje mod de tyske kunstnere gjorde også, at man i guldalderen begyndte at skelne mellem Konge-køb og Museumsinspektør-køb. Kongen var nemlig ret indstillet mod den europæiske kunst og købte glad ind af den franske og tyske kunst. Men inspektørerne blev påvirket af de nye nationalromantiske linjer, og havde dermed Høyens holdning i baghovedet, når de fokuserede på patriotisme og nationalisme i de danske værker.
Kulturelt ubehag
Mikkel Bogh ser de manglende indkøb af den tyske kunst som rodfæstet i et ubehag mod Tyskland som land:
“Samlingen er inkarneret af de skiftende inspektører og direktører, som har ansvaret for at udbygge den. Her kan vi se, at der er sket en forsømmelse, når det gælder de tyske kunstnere. Det kan tilskrives et vist kulturelt ubehag, der har hersket, hvor man kunstnerisk set ikke har anerkendt Tyskland som en kulturel nabo, som vi burde udveksle med.
Kunsten bør flyve under radaren, når det omhandler politisk uenighed, men her så vi et tilfælde af, at kunsten blev en måde at afstraffe tyskerne mentalt på. Ikke af kunstnerne selv, men af dem, der varetog den og udstillede den.”
Man skal aldrig sige aldrig
Hvad er så fremtidsudsigterne til en gentagelse af fortidens fordomme? Som direktør for Danmarks nationale kunstmuseum er Mikkel Bogh klar i talen:
“Jeg ville klart sige, at vi i dag ikke ville tillade frasortering af bestemte nationaliteter i vores indsamlingsstrategi. I 1800-tallet var museets position i højere grad an platform eller en scene for opbygning af et nationalt sindelag eller ligefrem en nationalstat. Derfor var det også legitimt, at inspektørerne fokuserede på den danske kunst. Der var altså et projekt om, at museet skulle opbygge et galleri, som repræsenterede det særligt danske. I dag ville vi nok kalde denne strategi for fejlagtig, ja måske ligefrem farlig. Vi samler ikke ind med en bagtanke om, at vi skal fremvise noget særligt dansk eller adskille os fra vores nære naboer.”
I dag fokuserer museerne på en bredde og mangfoldighed i samlingen. I 1800-tallet kunne museerne blive brugt til, at kongen kunne vise sin magt – eller landet vise sin storhed. I dag er der mere videnskabelige tilgange til indsamling, men man skal ikke være blind over for fortidens frasortering:
“Men man skal passe på med at sige, at det aldrig vil ske igen – for det er blevet sagt nok så mange gange i historien. Man skal nærmere være bevidst om, at vi kan overse ting, og arbejde aktivt på at indhente det igen. Det er inspektørernes og direktørernes opgave at se de blinde pletter og reagere på dem.”
