Kunst på grænsen

Interview med René Rasmussen

Hvem er folket? De spørgsmål, der bliver rejst i 1800-tallet, er vigtige i forhold til den grænsedragning, som vi kender i dag. Historiker René Rasmussen fra Museum Sønderjylland forklarer de omfattende processer, der går forud for grænser, venskab og fjendskab


”1800-tallet er en tid, hvor danskerne skal definere sig selv som folk. Det samme sker også i Tyskland, som bliver samlet til en stat i 1870-71. Der foregår samlingsprocesser og nationalstater bryder frem mange steder i Europa i disse år. Det rejser alle steder spørgsmålet: Hvem er folket? Det spørgsmål besvares bl.a. ved at afgrænse sig i forhold til andre folk. Og det betyder, at mange nationalt sammensatte stater udfordres. Den danske stat består omkring 1800-tallet af fire dele – de to kongeriger, Danmark og Norge, og de to hertugdømmer Slesvig og Holsten. Det er altså en multinational stat. Norge mistes i 1814, og det betyder, at balancen mellem det tyske og det skandinaviske forrykkes.”


I den samlingsproces, der finder sted i det tysktalende Mellemeuropa, er tanken om at lade et samlet Tyskland omfatte Danmark ikke fremmed. Tyskerne er først og fremmest i gang med at afgrænse sig i forhold til Frankrig, som tromlede Tyskland godt og grundigt over i Napoleonskrigene. Så mange tyskere tænkte: Det kommende Tyskland får brug for en flåde, og det har Danmark. Danmark med hertugdømmerne kan i et tysk perspektiv udmærket blive Tysklands admiralstat. Danskerne derimod ser mere sig selv som skandinaver:

J. Th. Lundbye: Udsigt ved Vinderød

”Man skal forstå, at Tyskland i nyere tid – bortset fra korte, afgrænsede perioder – altid har holdt mere af Danmark, end Danmark har holdt af Tyskland. Set fra deres perspektiv minder vi meget om hinanden og kan derfor udmærket passe ind i den i forvejen ret brogede tyske familie. Men det skulle Danmark ikke nyde noget af. Danmark er jo et lille folk, og her syntes man, at man kunne udfolde sig mere ligeværdigt sammen med ”broderfolkene” i Skandinavien. Selvom Sverige historisk set har været Danmarks arvefjende, og det land, Danmark har været i krig med flest gange, så anså danskerne i midten af 1800-tallet Sverige som sin brodernation, hvorimod Tyskland højst kunne være en fætter! Så kærligheden var ikke gengældt fra dansk side, formentlig også fordi danskerne i en skandinavisk sammenhæng ville være i øjenhøjde med Norge og Sverige, mens man i Tyskland ville blive meget små.”

Kontrol og vildsvinehegn

”Midt i 1800-tallet opstår problemet med Slesvig-Holsten. Nationalstater skal have en grænse. Men hvor skulle den gå? Og hvordan placerer Slesvig-Holsten sig her? Så har vi balladen. De slesvigske krige 1848-1850/51 og 1864 danner grundlaget for den frygt for Tyskland, som har præget Danmark lige siden og langt op i vor tid. Ja, mine bedsteforældres generation var dybt præget af denne grundangst for det store Tyskland. Men selvom det kan være svært at få øje på med danske øjne, skal vi huske os selv på, at set fra et slesvig-holstensk perspektiv er det Slesvig Holsten, som i 1848-1850 er de små, mens Danmark er de store og onde.”

I et tysk perspektiv er Danmark og den dansk-tyske grænse altså et meget lille problem! I et dansk perspektiv er Tyskland og den dansk-tyske grænse derimod kæmpestort!

René Rasmussen
Historiker, Museum Sønderjylland

I tysk perspektiv var krigen i 1864 en nødvendig trædesten for at få samlet Tyskland. Men for Danmark blev 1864 grundlag for en undergangsangst, som i Danmark skulle vare over 100 år og blive forstærket af besættelsen 1940-1945. Tyskland har derimod kun kortvarigt to gange set Danmark som sin fjende – nemlig i 1848-1850 og igen i 1918-1920, da Danmark tog Nordslesvig tilbage:

”Genforeningen i 1920 blev i brede kredse i Tyskland anset som et dansk forræderi – for havde Tyskland måske under Første Verdenskrig venligt behandlet Danmark som neutralt? Og så kommer danskerne som gribbe og flår Nordslesvig fra tyskerne, mens de ligger forsvarsløse? Men det holdt sig ikke ret længe. I et tysk perspektiv er Danmark og den dansk-tyske grænse altså et meget lille problem! I et dansk perspektiv er Tyskland og den dansk-tyske grænse derimod kæmpestort!

Men spørgsmålet om grænser er ikke blevet ligegyldigt i dag, trods enighed og tillid. Det ser man, når Danmark f.eks. indfører grænsekontrol eller sætter vildsvinehegn op. Fra tysk side var man skuffet, og fandt det unødvendigt og næsten sårende, når nu det dansk-tyske forhold er så godt. Fra dansk side var man ret uforstående over for denne reaktion: Hverken grænsekontrol eller vildsvinehegn er jo vendt imod Tyskland eller tyskere. Grænsedragningen i 1920 var vigtigt for vores forhold. Og 1920-grænsen er selve fundamentet under det gode forhold, vi har i dag. Det tager et par generationer at vænne sig til sådan en grænse, men når den er anerkendt fra alle sider, så danner den også et solidt fundament under freden. For vi har det jo bedst med vores naboer, når vi ikke skal være bange for, at de vil tage noget fra os.”

René Rasmussen