JEPPE HEIN: Ich bin ein Berliner

Interview med Jeppe Hein

Berlin! Byen er arnestedet for punk, unge vilde kunstnere og den både fantastiske og traumatiske historie, som giver Berlin en energi, der den dag i dag stadig tiltrækker danske kunstnere. Gennem tiden har Tysklands akademier og byer trukket kunstnere og kreative fra København, og hovedstaden formår stadig at være hjemsted og frirum for nogle af tidens mest markante kunstnere. Den danske kunstner Jeppe Hein er uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi, men det varede ikke længe før han vendte blikket sydpå:

“Jeg studerede i Frankfurt og allerede dér, blev jeg interesseret i Berlin. Nu har jeg stort set boet her fast siden slutningen af 90’erne, og selvom jeg af og til længes mod København og den danske mentalitet, så hører jeg hjemme i Berlin.”

Jeppe Hein startede i 1996 som assistent for den dansk/islandske kunstner Olafur Eliasson, som både bor, arbejder og underviser i Berlin. Siden 90’erne har Berlin fungeret som en magnet for kunstnere, og man fornemmer næsten, at byen har overtaget den plads, som Rom havde for guldalderens malere. Der bliver ofte talt om en særlig energi og puls i byen: 

Kunstnere kommer forbi Berlin for at give noget og samtidig få noget. Det påvirkede mig og mange andre meget

JEPPE HEIN

“Da jeg begyndte at opholde mig i Berlin, blev jeg fuldstændig fascineret af den der vilde boblende kulturscene, der blev skabt i 90’erne. Der var, og er, ligesom plads til alle kunstnere og alle former for kunst. Man møder hinanden nemmere, og der er energi i kulturen. Kunstnere kommer forbi Berlin for at give noget og samtidig få noget. Det påvirkede mig og mange andre meget. Der er en kreativitet, som fangede mig ind, og derfor flyttede jeg permanent herned i 2000.” 

Rum for kunst 

Det er dog ikke kun selve kunstens muligheder, der tiltrak Hein og mange lig ham. Kunsten skal bruge rammer for at kunne gro og få plads, og her skiller Berlin sig særligt ud fra en by som København: 

“Det handler også meget om at have et ordentligt sted, hvor du kan bo billigt – eller i hvert fald billigere end i mange andre storbyer. Der skal være muligheder for både at bo og arbejde. Der har Berlin simpelthen bare flere steder at byde på til kunstnere, der ofte tjener lidt og har brug for både et hjem og et atelier. Berlins rum gjorde en stor forskel for mig. Et andet vigtigt element er de meget åbne kunstakademier, der giver en frihed til unge mennesker. Der var en god økonomi på skolerne, der gav de unge kunstnere rum.” 

Studio Jeppe Hein. Photo by Runa Huber. Courtesy Jeppe Hein

For Hein er dialogen og mødet mellem de unge kunstnere noget af det mest essentielle, der skaber grobund for en dynamisk kunstscene i Berlin: ”De unge mennesker er særligt gode til at bruge hinanden. Der er en udveksling mellem de unge kunstnere, der sidder og snakker om alt og deler alt. Derfor lavede jeg også mere, når jeg kom til et sted med sådan en stor åbenhed og dialog. Når man er sådan et sted, så sker der noget med ens kunstneriske processer.

Kulturen blomstrer, og det har Berlin brugt som en styrke i sin branding, da den ser kultruren som en stor del af selve byens image. Der er altid gang i Berlin, og det har altid fascineret mig. Så udover at skabe en base, der var til at betale, så bød Berlin for mig på utallige galleri-åbninger, udstillinger og små koncerter nede i hver en kælder. Man løb hele tiden fra det ene til det andet, og det fik mig suget ind i byen. Og har stadig greb i mig.”