Den kunstneriske forbindelse

Interview med Søs Bech Ladefoged

Kunsten er fri og uden fordomme. Den henter inspiration på tværs af skel og landegrænser. Men kan den sige sig helt fri fra det politiske landskab? Ikke hvis vi ser tilbage i Danmarks kunsthistorie. Savner du et bevis, så tag et kig i de danske kunstsamlinger: Hvor er de tyske kunstnere? Søs Bech Ladefoged, museumsinspektør på Kunstmuseet i Tønder og projektleder på Kunst på Grænsen, giver et indblik i, hvordan det gik til, at tyske kunstværker ikke bugner på de hvide museumsvægge i Danmark:

 ”Den kunstneriske udveksling, der har fundet sted mellem Danmark og Tyskland, er en både spændende og ret dramatisk historie. De første udvekslinger sker mellem danske og tyske kunstnere på Kunstakademiet i København. Særligt nordtyskere søger mod det københavnske akademi, og heriblandt er den tyske mester Caspar David Friedrich. Man kan måske endda sige i dag, at Friedrich, som bliver en enormt toneangivende kunstner i Tyskland, muligvis har taget nogle idealer med sig fra den danske kunst.”

En af Friedrichs gode venner, den slesvig-holstenske J.L. Lund, var professor samtidig med kunstneren C.W. Eckersberg, som i høj grad prægede sine studerende – mange af hvem man i dag kan finde på danske museer. Men der foregik en selektion mellem de danske og tyske elever, primært fordi Eckersberg helst ikke underviste de tyske elever. Der skete altså en opdeling på akademiet, men kunstnerne boede i kollektiver, arbejdede sammen og udvekslede ideer: 

 ”Men hvor Eckersberg skubbede tyskerne fra sig, omfavnede Lund dem. Og eleverne imellem – ja, de havde altså ingen problemer med udveksling, og en kunstner som Louis Gurlitt, der nok var mere tysk end dansk, opfattede sig selv som en af de danske kunstnere – trods sit eget ophav i Hamborg. Flere elever fra Københavns akademi tog på dannelsesrejse ned gennem Tyskland på vej mod Rom, som var en yndet destination for nysgerrige kunstnere. Efter flere stop i de tyske kunstmetropoler mødtes kunstnerne hos den danske billedhugger Bertel Thorvaldsen i Rom. Thorvaldsen havde ingen interesse i nationalitet og politik – han forholdt sig udelukkende til kunsten.” 

Smidt ud af den danske kunsthistorie:

Men konflikten Slesvig-Holsten ulmede, og den kunstneriske udveksling blev afløst af skarpt optegnede nationaliteter. Krig var uundgåelig i det nye politiske landskab:

 “I 1830’erne blusser konflikten om den dansk-tyske grænse op på begge sider, og pludselig skal kunstnerne tage stilling til, hvilken side de er på – og hvem de har sympati for. Louis Gurlitt vælger tysk side, selvom han finder det politiske spil mærkværdigt. Konsekvenserne for hans valg ses tydeligt: Gurlitt var repræsenteret i den Kongelige Malerisamling, men bliver efter sit valg fjernet fra væggene for en årrække. Man kan stort set sige, at på grund af konflikten, bliver tyskerne simpelthen smidt ud af den danske kunsthistorie.” 

De danske kunstnere fandt dog vej til Tyskland igen i starten af 1900-tallet. Men naget fra krigen hang ved den danske kunstscene, og politikere og kritikere forholdt sig skeptiske til den tyske kunst: 

”Omkring Det Moderne Gennembrud ser vi igen de danske og tyske kunstnere finde inspiration hos hinanden, og helt konkret kan vi f.eks. se en dansk kunstner som P.S. Krøyer hænge på tyske kunstmuseer den dag i dag.”

Men her ligger forskellen mellem før og efter krigen. For mens de danske Skagensmalere finder vej til de tyske museer, og vi kan se de tyske kunstnere hente motiver og stilarter fra Danmark igen – så er de fraværende i de danske kunstsamlinger.

Vi har ikke taget tyskerne tilbage. Kritikere og politikere kunne simpelthen ikke lide tyskerne efter 1864

SØS BECH LADEFOGED
MUSEUMSINSPEKTØR PÅ KUNSTMUSEET I TØNDER

”Vi har ikke taget tyskerne tilbage. Kritikere og politikere kunne simpelthen ikke lide tyskerne efter 1864, og et godt eksempel på dette er det jeg kalder kunstens Big Bang i Tyskland. Mange danskere tog til Berlin, og særligt galleriet der Sturm forsøgte at tage det kunstneriske liv, der foregik i Berlin, og udstille i Danmark. Men uden stort held. Der Sturms udstillinger blev sablet ned af kunstkritikere, og den eksperimenterende avantgarde kunst fra Tyskand blev ikke taget vel imod!”

Hvis de dog bare havde øjne i hovedet

“Vi har dog eksempler på, at enkelte danske kunstnere faktisk tager til Tyskland i starten af 1900 tallet. To meget anerkendte danske kunstnere som Vilhelm Bjerke-Petersen og Franciska Clausen rejser ned over grænsen og tager stilarter fra den tyske ekspressionisme, konstruktivisme og Bauhaus til sig. Men hjemvendte til det danske må de skrue ned for den tyske inspiration – for det tyske er jo smagløst i dansk optik! Clausens tysk-inspirerede værker bliver kritiseret på udstillinger, og man kan kun svagt ane Bjerke-Petersens Bauhaus-inspiration – og mest i de sene værker. Den danske kunstner og foregangsmand inden for dansk modernisme, Harald Giersing, ærgrede sig muligvis også lidt over den manglende støtte til den tyske inspiration i Danmark, og skrev om kritikerne i 1917: ”Ak, havde vi dog Mænd med Øjne i Hovedet i Stedet for disse i bedste Fald >>videnskabelige<< uddannede Hjerner […]”.”

Søs Bech Ladefoged, museumsinspektør på Kunstmuseet i Tønder og projektleder på Kunst på Grænsen