MEDGANG OG MODGANG NU —Udvekslinger mellem dansk og tysk kunst 

Kunstmuseet Brundlund Slot

MEDGANG OG MODGANG – Udvekslinger mellem dansk og tysk kunst FØR OG NU er en del af genforeningsjubilæet og venskabsåret 2020 for Danmark og Tyskland. Kunstmuseet i Tønder og Kunstmuseet Brundlund Slot stiller skarpt på forholdet mellem den danske og den tyske kunstscene fra 1820 – 2020. Det er 200 år foldet ud med et stærkt værkudvalg på de to museer i en FØR og en NU udstilling. MEDGANG OG MODGANG forærer publikum den store historie. En udstilling, som reflekterer over GRÆNSE som begreb og diskuterer, om der i dag stadig eksisterer en reminiscens af historien i dansk og tysk kunst.

MEDGANG OG MODGANG NU – Udvekslinger mellem dansk og tysk kunst er en fortsættelse af udstillingen FØR på Kunstmuseet i Tønder, der giver et historisk indblik i den dansk-tyske relation. MEDGANG OG MODGANG NU trækker temaet skarpt op i en samtidsudstilling med afsæt i grænsebegrebet inden for nogle af nutidens aktuelle temaer om IDENTITET og TILHØRSFORHOLD. Rundt omkring i verden blæser lige nu en politisk vind, som lukker grænser og nationer om sig selv.  

Samtidsudstillingen er båret af otte danske og otte tyske kunstnere. Kunstnerne er inviteret til at reagere på det dansk-tyske forhold. Råderummet er stort, og kunstnerne kan vælge at skabe nye værker eller udstille allerede eksisterende værker. Fælles for værkerne er, at de beskæftiger sig med genforeningen som en historisk begivenhed eller med nogle i tiden gældende tematikker, der i et bredt perspektiv forholder sig til spørgsmålet HVAD SKAL VI MED GRÆNSER?  

Medgang og modgang NU er et kritisk indspark til genforeningsmarkeringen

IBEN JOHANSEN
MUSEUMSINSPEKTØR PÅ MSJ – KUNSTMUSEET BRUNDLUND SLOT

Udstillingen er en diskussion af, hvad vi skal bruge genforeningen til i dag, og hvordan markeringen 2020 kan bruges til at forstå vores nutidige position i verden – både i forhold til identitetspolitik og nationalfølelse. Vi er ikke længere blot citizens. Vi er netizens og lever i en digital verden. Internettet gør os grænseløse, og også i det perspektiv er det interessant at reflektere over grænsebegrebet. 

Medgang og modgang NU er debatskabende og udfordrende kunst udtrykt i forskellige medier og materialer: videoværker, skulptur, maleri og performance. 

Kunstmuseet Brundlund Slot

Kunstmuseet Brundlund Slot er et kunstmuseum, der har hjemme i et historisk slot.

Slottet, som har rødder tilbage til 1400-tallet, er placeret på en slotsholm omgivet af en voldgrav og fungerer som et udflugtsmål lige midt i Aabenraa by.

Indenfor kan du opleve skiftende udstillinger af sønderjyske kunstnere, som har bidraget til fornyelse af dansk kunst – nogle har endda sat deres aftryk på den europæiske kunsthistorie. Du kan skiftevis opleve kunsthistoriske udstillinger og præsentationer af samtidskunst af høj kvalitet. Kombinationen af kunstmuseet, det historiske bygningsanlæg og den smukke park er i høj grad et besøg værd, både for kunstinteresserede og for dem, der blot vil nyde det historiske anlæg, slappe af med en god kop kaffe eller udfolde sig med børnene i det kreative værksted.