Nabo mod syd —Polsk kunst fra århundrede-skiftet

Bornholms Kunstmuseum

Der kan drages mange paralleller mellem den polske havneby Stettin og den danske landsdel Sønderjylland – blandt andet har begge områder tidligere tilhørt Tyskland, og deres historier er præget af både splittelse og genforening. 

Udstillingen Nabo mod syd er blevet til i et samarbejde mellem Bornholms Kunstmuseum og Nationalmuseet i Stettin. Udstillingen handler om grænser, identitet og tilhørsforhold, og præsenterer et større indlån af både maleri og skulptur fra Nationalmuseet i Stettins samling. 

Stettin ligger ved floden Oder omkring 100 kilometer fra Østersøen, og har på grund af dens centrale beliggenhed været underlagt flere herredømme og lande gennem tiden.  Byen var i 1100-tallet under dansk herredømme, senere har den tilhørt Hertugdømmet Pommern, Kongeriget Preussen og senest en lang periode Tyskland – det er først efter 2. Verdenskrig, at den tyske købstad Stettin blev til den polske havneby ved navn Szczecin. Det lange tilhørsforhold til Tyskland ses i dag stadig tydeligt i Nationalmuseet i Stettins samling af værker – både i stilen og valg af motiver, på trods af at man ihærdigt har forsøgt at slette de tyske spor, og i stedet skabe en form for indholdsmæssigt tilhørsforhold til Polen. 

Der er klare paralleller mellem Stettin og Sønderjylland. Udstillingen med værker fra Nationalmuseet i Stettin er derfor en unik mulighed for at belyse både genforeningen og tysk kunst indflydelse på dansk kunst fra en helt ny vinkel

MATHILDE RENBERG
MUSEUMSINSPEKTØR PÅ BORNHOLMS KUNSTMUSEUM

Grundet Bornholms geografiske placering er Polen en af øens tætteste naboer, og det har altid været let og hurtigt via vandet, at komme frem og tilbage. Der har altid eksisteret en form for naboskab, der har været præget af en form for fælles Østersøkultur, og man har ladet sig inspirere, udvekslet erfaringer og haft samarbejder på kryds og tværs. Det er derfor naturligt, at den bornholmske kunst og kultur er blevet inspireret af den polske. 

På udstillingen ses den tyske kunst indflydelse på den polske kunst tydelig, men grundet Bornholm og Polens særlige naboskab og forhold, bliver udstillingen og dens værker også en fortælling om og et indblik i, hvordan den tyske kunst også har haft indflydelse på den bornholmske kunst. 

HOLD ØJE MED:
BORNHOLM, 1905. 
Otto Laemmerhirt (1867-1935)

Den polske kunstner Otto Laemmerhirt studerede på ”Preußische Akademie der Künste” i Berlin, hvor han blev særligt inspireret af den tyske kunstner Andreas Achenbach, der var tilknyttet akademiet. Efter studiet blev Otto Laemmerhirt boende i Berlin, men foretog en del rejser – blandt andet til Østersøen, hvorfra han malede mange landskabs- og marinebilleder. Han malede blandt andet en række malerier fra Bornholm, hvoraf Nationalmuseet i Stettin for nyligt har indkøbt værket ”Bornholm” fra 1905, der gengiver et udsnit af klippeformationerne ved Hammerknuden på Bornholm. Værket har et tydeligt slægtskab med traditionen for tysk landskabsmaleri, hvilket mange danske – herunder også bornholmske – kunstnere har ladet sig inspirere af gennem tiden. Værket kan derfor både ses som et eksempel på de Bornholmsk-Polske forbindelser, og på hvordan den tyske kunst får indflydelse på både polsk og dansk kunst. 

Om Bornholms kunstMuseum

Bornholms Kunstmuseum er beliggende ved Helligdomsklipperne ca. 6 km. nord for Gudhjem i et af Danmarks flotteste og mest spektakulære landskaber. Museumsbygningen er opført i 1993 og udvidet i 2003 og regnes – også af andre end os selv – for noget af det bedste i moderne dansk arkitektur. Bornholms Kunstmuseum rummer både ældre og nyere kunst og kunsthåndværk.