MEDGANG OG MODGANG FØR —Udvekslinger mellem dansk og tysk kunst

Kunstmuseet i Tønder

MEDGANG OG MODGANG -Udvekslinger mellem dansk og tysk kunst FØR OG NU er en del af genforeningsjubilæet og venskabsåret mellem Danmark og Tyskland i 2020. Her stiller Kunstmuseet i Tønder og Kunstmuseet Brundlund Slot skarpt på forholdet mellem den danske og den tyske kunstscene fra 1820 – 2020. De 200 år bliver foldet ud med et stærkt værkudvalg på de to museer i en FØR og en NU udstilling, der forærer publikum den store kunsthistorie. Udstillingen reflekterer over grænsens betydning for kunsten i de to lande og diskuterer, om der i dag stadig eksisterer en reminiscens af historien i dansk og tysk kunst.

MEDGANG OG MODGANG FØR er et kunsthistorisk indblik i den dansk-tyske relation, der gennem tiden har præget kunsten og kunstscenen i de to lande i kraft af en række historiske begivenheder. Udstillingen er båret af temaer, der trækker en linje fra 1820 og op til tiden omkring Anden Verdenskrig med nedslag i kunsthistorien. Her peger udstillingen på, hvordan inspiration og venskab blandt kunstnerne ændrede sig i takt med krigene i 1800-tallet og blev til et samfundspolitisk fjendskab – især fra dansk side med en afstandstagen til tysk kunst i Danmark. 

Det er en historie, der siger meget om os selv, og om hvordan magtforhold og politik påvirker vores kulturkanon – selvom flere danske kunstnere kiggede til Tyskland til trods for politiske fjendskaber

SØS BECH LADEFOGED
MUSEUMSINSPEKTØR PÅ KUNSTMUSEET I TØNDER

Forhistorien til forholdet mellem de seneste hundrede års danske og tyske kunst er nødvendig for at forstå, hvorfor kunsten til tider har udviklet sig forskelligt i Danmark og i Tyskland til trods for den korte geografiske distance. Det synliggøres i udstillingen på Kunstmuseet i Tønder, som tager publikum igennem den fælles historiske rejse. En rejse der blev skelsættende for forholdet mellem den danske og tyske kunstscene, som afspejles i både stil, kunstopfattelse og kunstnernes relationer imellem. Publikum får lov til at opleve markante kunstnere fra begge sider af grænsen. Dette gælder tyske kunstnere, som sjældent bliver vist i Danmark og danske kunstnere, som sættes i et nyt lys som følge af historien.

MEDGANG OG MODGANG FØR er en tilføjelse til vores historie – med et stykke kunsthistorie, som ikke har været fortalt før. 

HOLD ØJE MED:

J.C. DAHL

Den norske landskabskunster, som sniger sig ind blandt danske og tyske kunstnere på udstillingen, var en central og betydningsfuld skikkelse for de danske og tyske kunstnere –et bindeled for det danske og tyske sammenhold. Han rejste meget i Tyskland og holdt en udpræget tysk stil. Det er svært at komme uden om nordmanden J.C. Dahl i fortællingen om den danske og tyske kunstscene. 

OTTO MUELLER

Den tyske ekspressionist med en forkærlighed for det frie og nøgne menneske. Mueller var en del af kunstnergruppen Die Brücke, der med deres manifest fra 1906 kan siges at kickstarte avantgarden i Tyskland. Die Brücke ønskede at ændre verden med deres kunst. Deres utopi var en paradisisk tilværelse, hvor mennesket kunne leve frit og primitivt langt væk fra den hurtigt udviklende industrialisering i tidens Tyskland. 

FRANCISKA CLAUSEN

Kunstneren fra Sønderjylland, der først oplevede anerkendelse efter sin død. Franciska Clausen studere kunst i Tyskland, og hun arbejdede med nogle af de kunstnere, der senere blev professorer på den toneangivende Bauhaus-Skole i Tyskland. Så da hun vendte tilbage til Danmark i 1930’erne, var det blandt andet med inspiration fra Bauhaus. Hjemme i Danmark mødte hun kritik for sin tyske geometriske stil. Efterfølgende levede Clausen en stille tilværelse i Aabenraa som portrætmaler. Og først i 1986 oplever hun et lille gennembrud, da hun endelig sælger et værk til Statens Museum for Kunst. Franciska Clausen var den første danske kunstner, der reelt bragte avantgardens stil med hjem fra Tyskland.

Kunstmuseet i Tønder

Kunstmuseet i Tønder har hjemme i den nyeste del af bygningskomplekset med store, lyse udstillingssale, der imponerer de fleste. Oplev skiftende udstillinger af dansk og nordisk kunst fra det 20. og 21. århundrede, når museet fokuserer på de nordiske træk i kunsthistorien og viser nye sider af både kendte og mindre kendte kunstneres værker. Mødet mellem den nordiske kunst og de sanselige omgivelser skaber en kunstoplevelse i international klasse.

Du kan også bevæge dig op i Vandtårnet med udstillingen af den sønderjyske møbeldesigner Hans J. Wegners værker. Prøv stolene og mærk med din egen krop, hvorfor Wegner og hans stole er kendt i hele verden. Fra Vandtårnet kan du nyde udsigten, og så har du sikkert samlet appetit til en tur i museets café.