JENS BIRKHOLM —ARMOD OG SKØNHED

Faaborg Museum

ARMOD OG SKØNHED undersøger Faaborg-kunstneren Jens Birkholms tid og virke i Berlin fra 1892-1902, og den betydning hans kunst fik i Tyskland og Danmark. Udstillingen giver et indblik i, hvordan de vilkår, han arbejder under, præger synet på ham og hans kunst. Udstillingen tematiserer det SKØNNE over for det USKØNNE og stiller spørgsmål til, om det er ÆSTETIKKEN eller det POLITISKE aspekt, der er bærende for hans motiver.

Birkholms vandt i 1890’erne anerkendelse i Tyskland, hvor hans socialerealistiske værker blev opfattet som et vigtigt bidrag til både kunsten og samfundsdebatten. 

Udstillingen viser også værker, der fortæller om hans rolle i Faaborg, efter han vender hjem fra Berlin, og forholdet til Tyskland, som han aldrig slipper. Han bliver ved med at komme i kredsen af kulturfolk i Berlin, som også interesserer sig for arbejderkamp og har en social orienteret vinkel på kunsten. Men efter hjemkomsten til Faaborg ændrer hans stil og motiv sig. Han begynder blandt andet at male skønne landskabsmalerier, som de øvrige kunstnere i den centrale kreds om Faaborg Museum.  

Hans arbejde er ikke blot kunst, men også noget politisk med et fokus på, at folk skal behandles ordentligt og have rettigheder

EVA FRELLESVIG
MUSEUMSINSPEKTØR PÅ FAABORG MUSEUM

Jens Birkholm får aldrig rigtig anerkendelse i Danmark. At hans motiver er oplevet som uskønne samt det faktum at hans tidligste kunstneriske virke udfoldede sig i Tysklandkan have været medvirkende til at han ikke vinder stor anseelse i Danmark.  ARMOD OG SKØNHED fortæller denne historie og sætter Birkholms forhold til både Danmark og Tyskland ind i en klar ramme. Udstillingen giver publikum mulighed for at forstå hans virke, kunst og liv, som han alt sammen udfolder på begge sider af GRÆNSEN. I dag anses Jens Birkholm for at være en af Faaborg Museums centrale kunstnere.

HOLD ØJE MED

SULT, 1892

Værket er et af Jens Birkholms væsentligste. Det er malet kort tid efter, han har slået sig ned i Berlin og er begyndt sit kunstneriske virke. En mor sidder på en briks med et barn på skødet og et barn ved siden af. De sidder i et hjørne, rummet er udflydende. Titlen er sigende, men også stemningen i motivet understreger, at de portrætterede er uden for indflydelse på deres egen situation. Med andre ord emmer motivet af håbløshed og forklarer, hvad der optager Jens Birkholm. Værket er slidt, den traditionelle forklaring har været, at Birkholm levede under fattige kår og brugte de materialer, han kunne få og finde. Billedet blev rost, da det blev vist i Berlin, men blev først solgt da det blev erhvervet til Faaborg Museum i 1913. 

UDENFOR ET FATTIGFAMILIEHUS I CHARLOTTENBURG, 1908

Værket står i kontrast til de malerier af legende børn, som en anden af Fynbomalerne, Peter Hansen (1868-1928) er kendt for. Et af hans hovedværker er af legende børn på Enghave Plads. At fokusere på børn i deres fritid er på det tidspunkt noget nyt, der afspejler at man i det 20 århundrede får et andet syn på barndommen. Barndommen bliver i højere grad opfattet som en selvstændig livsfase, og børn får mere fritid. I Peter Hansens værk er der liv, lys og frie børn. Birkholms værk viser børn uden for et fattighus i Berlin. Tonen er grå, og motivet er stilfærdigt med en oplevelse af børnenes begrænsede frihed.

JERNSTØBERE, 1905

Maleriet viser arbejdere på et jernstøberi i Faaborg. Man får indtryk af, at det er et hårdt og krævende arbejde, men de portrætterede vises som stolte og handlekraftige individer og ikke ofre, som i skildringerne af fattige arbejdere i Berlin. Det afspejler Jens Birkholms reflekterede tilgang til sine motiver og viser han evne til at nuancere og repræsenterer den virkelighed han oplever, hvor forholdene i storbyen Berlin og provinsbyen Faaborg er meget forskellige.

Faaborg Museum

Faaborg Museum er et totalkunstværk med maleri, skulptur, arkitektur og møbelkunst. Museet er en arkitektonisk perle – og Faaborgstolen, der er skabt til museet, er et hovedværk inden for møbelkunsten. De mange gange, søjler, mosaikker og farver skaber tilsammen en særlig magi og er som et lille stykke af Sydeuropa, der er landet på Sydfyn. Museet byder på mange oplevelser, og vi glæder os til at byde dig velkommen til en forunderlig verden af kunst.

Cafeen byder på kaffe, kage og andre fristelser – og om sommeren er der udendørsservering i den smukke have, som du kan opleve året rundt. Tag endelig børnene med, for der er altid et udbud af familieaktiviteter på programmet. Kig på museets kalender for nærmere information af aktiviteter og værksteder på udvalgte tidspunkter.